Indvielse i it og musikundervisningen Indlæg nr. 2

Hvordan bringer vi så legekulturen ind i undervisningen? Hvordan sikrer vi dannelse set med et it perspektiv? ”For at kunne lege er børn nødt til at lære noget.” (Bundsgaard, 2009, s. 111).
I stedet for begrebet dannelse foreslår Per Fibæk Laursen foreslår begrebet indvielse. Han mener, at dannelse er et uheldigt ord som har sin historiske oprindelse som en standsbetegnelse for de dannede klasser i modsætning til pøblen og som derfor giver associationer til noget ydre.

Han beskriver, at vores kultur består af en lang række aktivitets‐ og videns former som eks. fagene i skolen. Og at være menneske vil sige at deltage i disse aktiviteter. Det vokser ikke frem af sig selv: Det skal læres, eller man skal ”indvies” i disse traditioner (Laursen, 2001). Indvielse har en betydning, som jeg synes har værdi i forhold til målet med skolen og faghæfte 48 især. Skolens grundlag bygger ikke på at forberede børn til bestemte erhverv eller påvirke dem til bestemte ideologier: Opgaven går ifølge loven ud på at indvie dem i forskellige former for forståelse, som er væsentlige for at kunne deltage i vores samfund og kultur. Og da samfundet er gået ”digitalt”, må skolen nødvendigvis også forholde sig til det.
Løgstrup siger om formålet med skolen: ”Til skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser. For at have en enkelt glose om det, vil jeg kalde det tilværelsesoplysning” (Løgstrup, 2005). Jeg tolker Løgstups udsagn, som at skolen skal have fingeren på pulsen, børn skal have indsigt ‐ og det gælder både krop og sjæl ‐ på en sådan måde, at det fagfaglige arbejde er sekundært og et biprodukt af ”indvielsen”.
Kjeld Fredens siger det på en anden måde:
”Dannelse er ikke det, vi har lært, men det vi har tilbage, når vi har glemt alt hvad vi har lært”. (Fredens, 1997). En konkret eksempel kunne være i 1. klasse: At skrive et brev i Word. Det tager lang tid, fordi der er mange funktioner, man skal lære. Man arbejder og erfarer og når i mål. I 3. klasse går det stærkt: Den lidt besværlige proces er glemt ‐ man bruger det bare. På den måde hænger læring og indvielsen uløseligt sammen.
Et billeder herpå kunne være en gryde med alle de erfaringer, fag og udfordringer man møder på sin vej. Varmen eller refleksioner og nye erfaringer gør, at det overflødige eller det man har brugt op for at komme fra a til b fordamper. Tilbage har vi essensen, indvielsen og skolens formål, det som er svært at sætte ord på og som er foranderligt og som hele tiden ændrer sig alt efter indholdet i gryden ‐ eller udviklingen i samfundet. Man lærer, så længe man lever. Eller rettere: Man lever så længe man lærer, fordi det er en vedvarende proces, hvor gammel essens kan blive dynamisk igen i forhold til nye erfaringer eller viden.
Bo Kampmann Walther sætter i forhold til it dannelse ord på et revideret dannelsesbegreb, som han mener vi har brug for. ”For at kunne følge med udviklingen, er det er vigtigt, at der skabes et dannelsesrum, hvor voksne og børn har åbne og nysgerrige dialoger med hinanden ud fra princippet om ”Den dobbelte uselvfølgeliggørelse” . (DDU) (Walther, 2007).

DDU handler om, at man skaber en gensidig åbenhed i dialogen med barnet, som en strategi til at danne barnet. Imodsætning til den klassiske dannelse, handler det om at både barn OG LÆRER kan gå i ”rum”, hvor de åbner sig for hinandens indsigt. Kampmanns begreb DDU kunne også beskrives via en model, den didaktiske trekant i en udvidet form, hvor der imellem elev og lærer er skabt et ligeværdigt rum. Et rum og en dialog som er nødvendig i et teknologisk samfund, hvor udviklingen går så stærkt, at læreren ikke altid kan være eksperten. Med DDU siger Kampmann, at vi skal være varsomme med ikke bare at lave en kanon omhandlende it og computerspil på den ”gammeldags” måde, fordi den hører en kultur til, hvor bogen var det eneste dannelsesmedie.
Jeg mener også, det er svært at sætte de nye medier i bås, fordi de hele tiden udvikler sig og nye og endnu smartere teknologi kommer til. Derfor mener jeg, vi som professionelle skal bruge vores indsigt og værktøjer til at spørge ind til de ting, vi ikke har indsigt i. Til at se på afstanden mellem vores indvielse og de områder som børnene interesserer sig for og har indsigt i. Kampmanns teori stiller meget store krav til lærerne, men betyder samtidig at ”Indvielses” eller DDU begrebet ikke sakker bagud i forhold til samfundsudviklingen.

Skriv et svar