Fra mediereception til aktiv kulturproduktion i skolen, musikken og legekulturen Indlæg nr. 3

Skolen skal følge med, tilpasse sig og forholde til de ændringer, som finder sted i samfundet. Folkeskoleloven siger, at undervisningen skal formå at bygge bro til samfundet (§ 1 Stk. 3). Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og helt klart fremgår det af faghæfte 48 at ”informationsteknologien og it‐relaterede kompetencer er som dannelsesbegreb stadig mere centralt i samfundet – og derfor også i skolen” (UVM)
Kan skolen følge med? Her i 2010 efterspørger erhvervslivet medarbejdere, som kan overskue og sortere store mængder information, som kan være kreative, omstillingsparate og gode til samarbejde. Hvordan ser det ud om 10 år? ”De processer, der forandrer virksomhederne, sætter hurtigere ind i forhold til det omgivende samfund, end tilfældet er med skolerne”. (Birgitte Holm Sørensen, 2010) Skolen er simpelthen ikke udviklet organisatorisk til at være omstillingsparat, som det er tilfældet med private virksomheder, hvor det er udbud og efterspørgsel som er omdrejningspunktet.

Uformel læring i en børnekultur
Med de digitale mediers indtog i børnekulturen er der sket et paradigmeskifte i børns brug af medier (Sørensen, Audon, & Levinsen, 2010) og det påvirker selvfølgelig børn og unges opvækst.
Kirsten Drotner peger på at børnekulturen og den uformelle læring, som finder sted her, indeholder nogle vigtige træk, vi skal have for øje:
• Børns kultur, navnlig i fritiden, præges mere og mere af globale udtryk.
• Disse globale udtryk formidles primært via medierne.
• Den globale mediekultur åbner for møder i børns fritidskultur med det
fremmede, det anderledes og mærkelige, der sætter det velkendte i relief. (Drotner, Andethedens dannelse)
Jeg møder ofte dette senarie i SFO’en. En gruppe piger står på en scene i aulaen i og synger playback til en sang fra eks. ”Highschool Musical”. Bagefter går 3 drenge på og laver ”robotdrenge” dans til musik fra tv programmet ”Talent”. Drotners udgangspunkt i artiklen er mediekultur og dramapædagogik, men de samme observanser kan overføres til musik, fordi udtryk, arbejdsmetoder og æstetikken i de praktiskmusiske fag imellem minder meget om hinanden.
Således er der i mediekultur og musik vigtige fællestræk. Reception og produktion influerer hinanden. Børn lærer også musik ved at se og lytte, ligesom de lærer at performe eller udtrykke sig selv ved at lure andre af. I begge tilfælde indebærer børns egen produktion, at receptionen får en ny toning: Børnene begynder at betragte de professionelles udtryk på nye måder. Mediebrug og musik ligner også hinanden ved, at ekspression og analyse er en del af samme proces. Børnene fra eksemplet ovenover har lavet en parafrase2, gjort erfaringer ved at gentage bestemte sekvenser af videoer og cd’er igen og igen, når de vil lære at synge eller danse som dem i fjernsynet. Med de nye medier har vi fået enormt mange måder at udtrykke os på via medier. Børnene danser måske videre derhjemme og laver en musikvideo, som de optager med deres mobil. På den måde går de fra passivt at bruge medie reception til aktiv kulturproduktion i legekulturen.
Lidt firkantet kan man sige, at der hvor Drotner øjner muligheder ser Lotte Nyeboe problemer. Hun giver udtryk for, det problematiske i, at de digitale læreprocesser fortrinsvis finder sted i fritiden. ”Via deres medieoplevelser i fritidens digitale mediekultur udvikler børn og unge viden og kunnen, der med den rette sparring kan omformes til kompetence”, men i følge Nyboe finder dette ikke sted. (Nyboe, 2009).
Mens motivationen i høj grad er til stede i lege‐kulturen, ser jeg denne faktor, som en alvorlig udfordring i undervisnings‐relationen. Thomas Ziehe peger på, at læreren via undervisningen er interesseret i at bidrage til elevernes identitetsmæssige udviklingsprojekt ‐ men eleverne ser undervisningen, som en pragmatisk opgave og ønsker at beskæftige sig med noget, der her og nu forekommer relevant og interessant. (Ziehe, 1989).
Som afrunding på den uformelle læring, synes jeg følgende citat rammer kernen i dette blogindlæg: ”Mens barnet i skolen deltager for at lære, så lærer barnet i legekulturen for at deltage.” (Nielsen, 2003)

Skriv et svar